Xi Jinping vil have mere og mere: Her er historien om Kinas massive atomoprustning

Kinas kapacitet til at føre dommedagskrig vokser. På blot to år har landet øget antallet af sprænghoveder med 20 procent. Kineserne har nu 500 atomvåben til deres rådighed, og om lidt over et årti kan de tredoble deres arsenal. Sådan lyder en vurdering fra USAs forsvarsministerium, der har skabt stor bekymring hos Kinas største rival. Vurderingen er blevet aktualiseret af en række møder mellem de to supermagter, senest i slutningen af juni, hvor eksperter fra de to lande mødtes i Shanghai. Det skete efter flere års mangelfuld dialog om verdens farligste våben. På mødet blev de tilstedeværende amerikanske analytikere lovet, at Kina aldrig vil bruge atomvåben i en eventuel krig om Taiwan. Men dertil, og ikke længere, rakte den kinesiske velvilje. De åbnede ikke for alvor op for landets egentlige planer. For under mødet spurgte amerikanske analytikere, hvad Kina skal med de mange nye atomvåben? De undrer sig, fordi Kina har en officiel politik om ikke at være den første til at bruge atomvåben i en konflikt. Altså er Kinas våben principielt set udelukkende defensive. Derfor er Kinas atomarsenal aldrig vokset voldsomt i størrelse. Men nu er noget ved at ændre sig. Og i stedet for at svare direkte, afviste de kinesiske deltagere straks alle grunde til bekymringer: »Intet har ændret sig, alt er som det plejer, I overdriver,« lød det ifølge Reuters. I november, da de to landes diplomatiske spidser holdt et lignende møde om atomvåben, var Kinas repræsentanter tilsvarende tilbageholdende: »Kina gav ikke et svar med substans og har afvist et opfølgende møde,« sagde amerikanske kilder dengang. Dermed henstår årsagen til Kinas voksende produktion af atomvåben i tåger. Og dog. Et skjold mod andre stormagter Det var i 1956, at Kinas Store Rorgænger, Mao Zedong, satte gang i udviklingen af landets egen atombombe. »I dagens verden er vi nødt til at have denne ting (atomvåben, red.), hvis vi vil undgå at blive kørt rundt i manegen,« sagde Mao. Det var et citat, der opsummerede kommunistpartiets syn på sagen. Partiet mente, at atomvåbnet var et skjold, der ville sikre Kina mod andre stormagter. Det gjaldt i særdeleshed USA og andre såkaldte imperialistiske kræfter. Den 16. oktober 1964 fik Mao det, som han ville, da en paddehattesky rejste sig over et testområde i den fjerntliggende Xinjiang-region. Kina havde netop afprøvet sin første atombombe, og eksplosionen havde en kraft på 22 kiloton, hvilket svarede til den bombe, USA kastede over Nagasaki. Kinas ledelse var i ekstase. Det kinesiske atomprojekt var til dels lykkedes med sovjetisk hjælp. De to lande var ganske vist raget uklare med hinanden, netop som udviklingen af Kinas atomvåben trådte ind i sin vigtigste fase. Men i de år, hvor Sovjetunionen gav Kina sin hjælp, lærte kineserne nok til selv at gøre bomben færdig. Deres succes chokerede Sovjetunionen, som snart begyndte at frygte kinesernes atomvåben, mens USAs præsident, Lyndon B. Johnson, svor, at »når de kinesiske kommunister udvikler atomvåbensystemer, vil den frie verdens atomstyrke naturligvis fortsat være enormt meget større«. Og sådan blev det. Sådan blev det ved med at være. Lige indtil nu. Kina er blevet en supermagt, der vil måle sig med USA. Landet overgår i dag både Indien og Rusland. Økonomisk er det selv det daværende Sovjetunionen overlegent, har USAs ambassadør i Kina, Nicholas Burns, udtalt til Politico. Det til trods er Kina stadig tilbagestående målt på især ét punkt: Atomvåben. I årevis har Kina, ligesom Indien, sagt, at dets atomvåbenstyrke aldrig skal bruges, medmindre landet selv bliver angrebet. Våbnene er kun til for det ekstreme tilfældes skyld. Derfor er der ikke brug for mange våben. Metoden kaldes »minimal afskrækkelse«. Det kan nu være ved at ændre sig – radikalt. En massiv vækst i antallet af sprænghoveder, missiler og våben Alene væksten i antallet af Kinas sprænghoveder er massiv, anslår Pentagon. Men meget tyder også på, at Kinas udvikling af bombefly, atomraketter og missilbevæbnede atomubåde sker i højt tempo. Det viser den seneste årsrapport fra Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI), samt en opgørelse fra tidsskriftet Bulletin of the Atomic Scientists. »Kina menes nu at have et af de hurtigst voksende atomarsenaler blandt de ni atombevæbnede stater,« skriver sidstnævnte. Går det, som Pentagon forventer, vil Kina have 1500 atomare sprænghoveder i 2035. Disse tal hviler på den antagelse, at Kinas udvikling fra 2021 til 2023 fortsætter. Pentagon anslår, at antallet af sprænghoveder er vokset med 20 procent i den periode. Derfor skal vurderingen tages med et vist forbehold, mener organisationen Federation of American Scientists. Men selv hvis det viser sig, at væksten bliver mindre, giver alene den massive opgradering af Kinas fremførelsesmetoder grund til at løfte øjenbrynene. Hundredvis af nye siloer Et fremtrædende eksempel er Kinas udbygning af de siloer, hvor landets atommissiler er placeret. Tre såkaldte missilfelter i det centrale Kina er i dag blevet udvidet, så de i dag rummer 320 missilsiloer, skriver Bulletin of the Atomic Scientists. 250 af disse anslås at være nye, skrev Arms Control Association i 2021. Det store antal opførte siloer kan have flere forklaringer. Muligvis vil Kina gemme sine missiler bedre, muligvis vil landet skabe større afskrækkelse, eller måske vil man forberede sig på den dag, landet har langt flere missiler end i dag, spekulerer The New York Times. Og udviklingen rækker længere endnu. Inden for kinesiske atomubåde, der kan fremføre missiler, sker markante fremskridt, og snart kan Kina være klar med nye og langt mere moderne ubåde, skriver fagtidsskriftet Bulletin of the Atomic Scientists. Kommandostrukturen inden for Kinas missilforsvar befinder sig også midt i en større omorganisering. Store dele af ledelsen i missilforsvaret, der i Kina kaldes Raketstyrken, er blevet fyret efter en korruptionsskandale. Det er sket som et led i, at Xi Jinping har øget sin kontrol over landets militær, der skal forbedres og effektiviseres. Kina: Intet at se her Udviklingen førte allerede under Donald J. Trumps regeringstid til, at mange amerikanske topfolk mente, at tiden, hvor Kina blot havde en »minimal afskrækkelse«, var forbi. Den bekymring er kun vokset i årene, der er gået. Kina forsøger at matche, eller måske endda overgå, USAs atomvåben i kvalitet og kvantitet, sagde kommandøren for USAs strategiske kommando, general Anthony Cotton, i 2023. Men ifølge Kina selv er denne analyse forkert. Det viser landets udtalelser på de seneste møder med USA. Også i 2022 og 2023 kaldte kinesiske talsmænd USAs oplysninger om Kina for »forvrængede«, »sensationelle,« og »overdrevne«. I stedet for at tage udviklingen på sig, påpeger Kina i stedet, at USAs og Ruslands kapacitet langt overstiger Kinas, forklarer samme tidsskrift. Kina indtager dermed en underspillet position, og under mødet med amerikanerne i Shanghai i juni nævnte en unavngiven kinesisk deltager, at Kinas våben stadig var »sårbare« over for USA. Den købte en amerikansk mødedeltager, William Alberque fra tænketanken Henry Stimson Centre, ikke. Kinas udvidede arsenal, som inkluderer antiskibsmissiler, bombefly, interkontinentale ballistiske missiler samt ubåde, overgår langt, hvad en stat skal bruge for at have en »minimal afskrækkelse«, sagde han. Det overstiger også det, der må forventes af et land, der har en politik om aldrig at være den første til at bruge atomvåben, tilføjede William Alberque. Han bliver bakket op af flere kilder i den amerikanske hær, som ifølge Bulletin of the Atomic Scientists siger, at det ikke nødvendigvis er antallet af atomvåben, der er det altafgørende. I stedet er opstillingen og måden, de potentielt kan anvendes på, det, der er centralt. En brik i et kynisk spil Kinas fokus på udbyggelsen af sit atomarsenal rejser nu to kernespørgsmål: Hvad skal de bruge deres mange våben til? Og kan Kinas voksende atommagt sætte gang i et nyt atomkapløb? Svaret på det første spørgsmål kan være relativt simpelt, mener Tong Zhao, der er senior fellow ved Nuclear Policy Program and Carnegie China. I et nyligt essay i Foreign Policy beskriver han, hvordan Kinas leder, Xi Jinping, har en »fundamental tro« på, at Kina har brug for atomvåben, så landet kan vise muskler over for USA. Står det til troende, indgår våbnene i et iskoldt spil om den nye verdensorden. De skal skabe »strategisk balance«, som det lyder i Foreign Policy. Ashley J. Tellis, der er Tong Zhaos kollega, er enig og finder det særdeles sandsynligt, skriver han i et svar i samme tidsskrift: Støder USA og Kina sammen, for eksempel om øen Taiwan, vil atomvåben indgå som et afskrækkelsesmiddel. Kinas militær er opsat på at matche USA. For Kina er våbnene dermed en del af et geopolitisk skakspil, mener Ashley J. Tellis, der tilføjer, at de kinesiske ledere i givet fald egentlig er »ganske rationelle«. Svaret på det andet spørgsmål er mere komplekst. For hvad er omverdenens svar på Kinas udbyggelse af dets atomkapacitet? For nogle lande, såsom Indien, kan det være oprustning. Måske også for USA og Rusland. Og dog. De to lande besidder 90 procent af alle verdens sprænghoveder og har i årevis balanceret deres atommagt ved hjælp af den såkaldte Start-aftale, der begrænser antallet af aktiverede atomvåben, de to lande har opstillet. Det billede ændrede præsident Vladimir Putins atomtrusler, da han i 2023 trak Rusland ud af START-aftalen. Putin kunne derfor reagere på Kinas oprustning, hvis han ville. Det samme kunne i princippet USA. Og så alligevel. For gør de det, risikerer begge lander en modreaktion fra modparten. Lige nu er det derfor uklart, hvordan og om verdens atommagter vil besvare Kinas oprustning. Særligt i en tid, hvor den globale orden står på usikker grund. Alexander Sjöberg er Berlingskes korrespondent i Asien https://www.berlingske.dk/internationalt/xi-jinping-vil-have-mere-og-mere-her-er-historien-om-kinas-massive